 |
| Teresa, blogger og skolelærer på pause. - Tryller med liv og kærlighed og med smukke ord. |
Styrer du din kreativitet - eller styrer den dig?
Kreativitet, siger du.
Jeg smager på ordet. Ofte har jeg haft
ordet i min mund, men først nu smager jeg rigtigt på det. Det
smager af..... Mmmnn... det smager af mere. Det smager lækkert.
Syrligt, sødt, salt... Som de lyserøde fisk i BonBon’s
Lossepladsen-poser.
Med et trylleslag sidder jeg ved det
store spisebord i stuen. Mine forældres stue, vel at mærke. Det
store træbord er dækket af voksdug, ovenpå dugen ligger alverdens
materialer. Rundt om bordet sidder vi. Min mor, en eller flere af
mine søskende, min mors dagplejebørn, en kammerat eller to og
undertegnede. Jeg er barn. Lige præcis i dette minde laver vi
mælkekartoner om til karsehaver. Vi klipper, klistrer, sår,
vander...
Men vi kunne lige så godt have lavet
fastelavnsris, juleudklip, påskepynt eller vævet pudebetræk med
korssting.
Det er den slags rejser tilbage i
tiden, ordet kreativitet sender mig på. Minder og udpluk fra mit 30
år lange liv.
Det er dét, jeg lægger i ordet. For i
mit barndomshjem var der aldrig én måde at gøre tingene på. Man
fandt sin egen løsning. Og alt var sådan set muligt.
Nytårshattene lavede jeg til hele
familien i mange år. Af pap, glimmer, fjer...ja, hvad vi nu lige
havde. På ægte Shane Brox manerer. En tom toiletrulle var ikke
affald. Det var måske kroppen til en nisse. Eller en del af en
kikkert. Måske begyndelsen til et rasleinstrument. Men aldrig
affald.
Når jeg smager på ordet, ser jeg mine
forældre. Dem begge to. Jeg ser dem, hver især med vidt forskellige
evner og talenter, samarbejde om de fælles projekter. Fx
fastelavnskostumer. Åh fastelavn. Du er sødmen i kreativiteten. Du
er drømmenes og mulighedernes holdeplads i min barndom.
Ville jeg være Luna fra Bamse &
Kylling, så svejsede min far et stativ og min mor syede et lyseblåt
lagen om til en frakke og monterede det på stativet. Jeg selv
klippede stjerner og måner, som jeg syede fast på frakken. Min
Lunafrakke var for vild. Jeg kunne gå rundt med den, jeg kunne
stille den og træde ud af den. Og den blev brugt af venner i flere
år, før den døde.
Da jeg ville være juletræ, hjalp min
mor mig med at sy selve kjolen med pynt på. Min far installerede
røde lyskæder forbundet til en cykellygte, så jeg vitterligt lyste
hele rummet op.
Alt var muligt, kun fantasien satte
begrænsninger.
Det er mit grundlag for kreativitet.
Videregivet fra mine forældre uden nogensinde at være italesat.
Vestjyder, du ved. Praktiske mennesker, der gør, hvad der skal til
frem for at tale om, hvorvidt det skal til eller ej. De handler bare.
Sådan. Bum. Min mor vil påstå, kreativiteten var en basal
nødvendighed pga dårlig økonomi. Jeg tror, der ligger mere i det.
end som så. Men jeg tror også på, den nok har været drevet af
forhold som fx økonomien.
Kreativitet er i min optik noget
iboende. Ikke et valg som sådan. Kreativiteten er der bare. Også i
mig.
Det bliver jeg mere og mere bevidst om.
Ikke bare fordi jeg fortsætter traditionen med de fine, hjemmelavede
fastelavnskostumer. Ikke bare fordi, jeg er uddannet folkeskolelærer
med blandt andet billedkunst og musik på linje.
Men fordi jeg ikke kan lade være. Jeg
kan ikke være til uden at skabe på en eller anden måde. Der er
noget, der skal udtrykkes. Nej, der er meget, der skal udtrykkes.
Min kreativitet spirer fortrinsvist i
ordene. Jeg skriver. Jeg fortæller. Jeg leger med dem.
Men min kreativitet spænder også ben
for mig. Den fælder mig. Jeg bliver fanget i passionen og snubler
over min egen iver efter at kreere. Nogle bruger ordet ildsjæl om
folk som mig. Personligt hælder jeg mere til kaossjæl. Alle har
ild. Alle har passion. Passion for et eller andet. Alle har en
skabertrang, tror jeg. Men jeg har kaos, fordi jeg ikke kan nøjes
med én passion. Fordi jeg ikke kan navigere i min kreativitet.
Dog er det et kaos, jeg ikke ville
undvære. Det er det kaos, der driver mig.
Pt er jeg sygemeldt. Kreativitet i for
stramme rammer fungerede tydeligvis heller ikke. Angstanfald, stress
og absolut kaos tog over for en periode, og kreativiteten måtte ti
månedsvis vige for udmattelsen, ligegyldigheden, opgivelsen.
Og så alligevel ikke. For hvordan har
jeg håndteret mit livs hidtil største sammenbrud? Jeg har skrevet.
Hver dag. Jeg har skrevet, og skrevet og skrevet. Jeg tænkte ikke
over det, jeg åbnede bare en blog og begyndte at skrive. Bum. Nu kan
jeg ikke stoppe igen. Jeg skriver stadig. Men ikke kun på bloggen.
Jeg skriver børnebøger om stress. Eller udkast til dem i hvert
fald. Og jeg gør det ikke halvt. Én bog ligger allerede hos et
forlag, der arbejder på udgivelsen. Jeg hækler også. Og syr. Ting,
jeg aldrig har gjort før. Pludselig kommer skabertrangen over mig.
Der er noget, der skal ud. Som altid.
Når der ikke er rammer, finder
kreativiteten åbenbart sine egne veje.
Så kan det i bund og grund være pisse
ligegyldigt, om jeg selv betragter mig som et kreativt menneske. Der
har jeg ikke så meget at skulle have sagt, er min oplevelse.
Det er kreativiteten i mig der gør, at
jeg som udgangspunkt tænker, at alt er muligt. Det er sjuskedorthen
i mig, der gør projekterne overskuelige. For jeg er ikke
perfektionist. Havde jeg været dét, havde jeg nok været kunstner.
Jeg besidder det, jeg vil kalde en form for umiddelbar kreativitet.
Jeg kan trylle en tema-børnefødselsdag frem uden de store
armbevægelser. Jeg kan tilpasse og forandre min undervisning i det
givne øjeblik, det er nødvendigt.
Faktisk kan jeg slet ikke lade være.
Det skylder jeg kreativiteten æren
for.
Som sagt tror jeg, vi alle har
kreativitet i os. Det er bare forskelligt, hvordan vi har lært at
forholde os til den. Styrer din kreativitet dig, eller styrer du den?
Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke
styrer ret meget af det, der foregår inde i mig.
Det er også forskelligt, hvad der
aktiverer den. Langt de fleste er bedst til at være kreative
indenfor en given ramme med en lille åbning. Som når man laver en
ny tekst til en kendt melodi. Når man skriver en slutning om eller
skriver videre på en novelle. Når man synger en sang med mange
gentagelser og en enkelt improviseret linje pr vers. Når man ændrer
buksemønsteret en anelse eller tilføjer lommer. Bare for at komme
med eksempler.
Desværre bliver de kreative åbninger
færre og mindre i samfundet idag. Rammerne og reglerne tegnes op og
gøres tydeligere, mens tumleområderne og den frie leg skæres ned
og besværliggøres. Det er i hvert fald sådan, jeg oplever det.
Kreativiteten skal åbenbart tøjles idag.
Det er synd. For jeg synes altså
kreativitet smager af mere. Mmmnnn....
Af Teresa Karlsen Riis
PS:
Skabt til at skabe er en perlerække af vidunderlige, dygtige og inspirerende mennesker - som alle svarer på hvad kreativitet og skabertrang betyder for dem.
Skabt til at skabe er intet mindre end et forsøg på at danne sig et billede af hvad kreativitet er og kan!